Herrestedgaard
1. søndag i advent 2002 tog Toftlund menighed Herrestedgaard i brug som sognegård. Forud var gået en omfattende renovering efter års forberedelse.
Herrestedgaard er en gammel ærværdig bygning fra 1800 tallet og fungerede helt op til omkring 1960 som kombineret kirkekro og landbrugsejendom. Begge dele var afviklet da menighedsrådet overtog ejendommen. Tilbage stod kun foruden hovedbygningen en enkelt staldbygning med spor efter hesteopstaldning.
I løbet af 2002 blev hovedbygningen totalt renoveret og indrettet med stort mødelokale, der kan inddeles i 3 rum samt køkken, depotrum og kontor.
I 2004 blev den gamle staldbygning revet ned og gårdspladsen renoveret og anlagt med blomsterbede. Den tilhørende have blev også ordnet, så den i dag fremstår som en velholdt park med plads til udendørs aktiviteter.
Herrestedgaard bliver i ugens løb brugt til konfirmandundervisning, minikonfirmander, kirkens børne- og ungdomskor samt voksenkoret Midt Syd Kantori. Derudover er der menighedsrådsmøder og sognemøder af forskellig art som f.eks. spaghettigudstjenester, Danmission kvindekreds, salmesangsaftener o.a.
Lokalerne lånes ud til møder, der har relation til det kirkelige arbejde.
Der holdes ikke private fester ligesom man heller ikke kan låne huset til mindesamvær efter begravelser.
De praktiske foranstaltninger omkring mødevirksomheden (kaffebrygning, bagning, madlavning m.m.) foretages af frivillige fra sognet. Rengøringen klares af kirkegårdens personale, der også holder udendørs arealerne.
Kontoret bruges af organisten og den overenskomstansatte sognepræst.